Angst

Angst er i udgangspunktet en helt naturlig og vigtig følelse, som hjælper dig udenom forskellige farer og sikrer din overlevelse. Den skal være der. Udfordringen opstår i det øjeblik, at angsten bliver vækket af et neutralt eller helt ufarligt fænomen, altså at angsten i første øjekast ikke giver mening. Det kan være temmelig belastende og hæmmende for, at du kan leve det liv, du ønsker. I teksten nedenfor fortæller jeg, hvad angst er, og hvordan det kan behandles. Det er noget, jeg har personlige erfaringer med, og der er gode veje ud af angstens klør igen. 

Hvad er angst?

Angst er en temmelig kompleks størrelse og involverer en blanding af frygt, bekymring og uro. Intensiteten af den kan variere og gå fra at være en mild uro til intens panik. 

Angst viser sig både som fysiske og psykiske faktorer. De fysiske symptomer strækker sig over hjertebanken, svedtendens, rysten, svimmelhed, muskelspændinger og maveproblemer. De psykiske symptomer kan vise sig som overdreven bekymring, rastløshed, irritabilitet, koncentrationsbesvær og en følelse af panik. 

Årsager til angst

Angst kan have mange forskellige årsager og kan udløses af en kombination af forskellige faktorer. Det kan på forskellig vis være arveligt. Ligeledes er det ret almindeligt, at stress kan udløse angst, og som der er meget af i vores samfund i dag. Og omvendt kan meget angst udløse stress. De er ligesom fætre og kusiner. Ikke mindst kan tidligere traumer blive aktiveret i nutidige hændelser og vise sig som en angst, der ikke direkte har noget med den nutidige hændelse af gøre. Der kan altså være noget ubearbejdet fortid, som spøger i din nutid. 

Angstdiagnoser

Angst kan ofte optræde sammen med andre lidelser som fx stress og depression og mange flere. Derudover kan det blive vækket ved specifikke begivenheder, fx ved indgåelse af ægteskab, når man får børn, holder oplæg, skriver under på kontrakter. Stort set alle begivenheder kan udløse angst, afhængig hvad der ligger under overfladen og “trigger” det.

Der er mange former for angst og angstdiagnoser. Her kommer et udpluk:

  • Reaktiv angst: Er en angst, der optræder efter langvarige problemer eller konflikter i dit ydre liv. Her har du en reaktion på noget, der har tynget dig meget og måske over en lang periode fx en skilsmisse, afskedigelse o.l. Det kan også være noget, du ikke har kontrol over, fx ved livets overgange, herunder fra ung til voksen, i overgangen til pensionisttilværelsen o.l.
  • Fobier: Her bliver angsten udløst af specifikke situationer og er ofte irrationel.
  • Socialfobi: Er angst i situationer, hvor du er sammen med andre mennesker. Du føler også, at du bliver iagttaget og kritisk vurderet. Derudover kan du være nervøs for, at andre kan se det på dig.

 

 
  • Panikangst: Er svær angst, der opstår pludseligt og typisk vender tilbage. Det kan på kort tid udvikle sig med voldsomme kropslige symptomer, som fx hjertebanken, sveden, rysten, mundtørhed, vejrtrækningsproblemer og mange flere.
  • Enkelfobi: Her bliver angsten udløst af specielle ting, fx edderkopper, slanger, højder – og mange flere ting.
  • Generaliseret angst: Er en vedvarende angsttilstand, der ikke er udløst af særlige situationer eller ting. Den viser sig som en tendens til at bekymre sig, en anspændthed, generel ængstelse i hverdagen. Ofte optræder generaliseret angst også sammen med en depression, og der vil også være symptomer på træthed, koncentrationsproblemer og dårlig søvn – ligesom ved depressionen

Behandling af angst

Angsten handler som oftest også om noget andet end angsten alene. Og det “andet” ville derfor også blive behandlet. Derudover er der forskellige veje ind i behandlingen, som jeg fortæller om her.

Hvis du akut har brug for at mildne symptomerne på angst, så ville nogle hurtige råd være at lave dybe vejrtrækninger, minimere alkohol og sukker, fokusere på motion, kost og søvn. 

Derudover vil jeg klart anbefale NLP psykoterapi og/eller traumeterapi. Hvis angsten er så stærk og smertefuld, at det er svært at vente på terapiens effekt, vil jeg anbefale medicin, hvilket dog skal aftales med egen læge.  

 

Som NLP psykoterapeut vil jeg både arbejde med de konkrete situationer, personer og ting, som udløser angsten i her- og nutid, men også med roden til angsten, fx tidligere ubearbejdede traumer, hvorefter symptomerne i nutid vil aftage. Måske er det stress, som har udløst angsten, og som der derfor skal behandles.

Udover at arbejde med roden til angsten vil det være vigtigt at udvikle nye strategier til at håndtere angsten i hverdagen. På den måde spilles der på flere tangenter for at nedbringe angsten.

Lider du af angst, vil jeg klart opfordre dig til at søge hjælp og finde den rette behandling for dig. Ingen skal gå rundt og have det på den måde.