Mistrivsel på jobbet

Arbejdet er en væsentlig del af vores liv, og det skal i det store billede føles godt at gå på arbejde. Desværre oplever mange mennesker mistrivsel på jobbet, som fx kan vise sig som en form for angst, stress eller tvivl på egne evner – også kaldet for imposter syndrome. Nedenfor dykker vi ned i temaerne og et par tips og tricks til, hvad man kan gøre.



Stress

Stress er desværre ganske udbredt i vores samfund i dag. Tempoet er skruet op, og der er forventninger fra mange forskellige fronter. Det er smart at kunne stresse op, når der er brug for det, men ikke for ofte. Så belaster det dit system.

På arbejdspladsen kan der kategoriseres tre primære kilder til stress, der drejer sig om hhv. opgaven, samspillet med kollegerne og relationen til ens leder. Opgavepresset kan være for stort og opgaverne kan være for svære eller for lette. På den sociale del kan det være svært at indgå i arbejdsfællesskabet, og man kan være i konflikt med kolleger og/eller føle sig udenfor. Relationen til chefen kan være svær, man kan føle sig hundset med eller have en fraværende chef e.l. 

Er du stresset uden helt at vide hvorfor? Så tag et statustjek på opgavepres, relationen til kolleger og chefen. Måske er der rum for forbedringer, der kan nedbringe ding stress.

Lider du af stress, så er det mit klare budskab: Tag det alvorligt – det får dig længst frem i den sidste ende, selvom det ikke virker sådan, når du står midt i situationen.

Læs mere om skjulte stressorer her.

Angst

Angst er en almindelig psykisk tilstand, der kan påvirke alle, uanset hvilket arbejde de udfører. På arbejdspladsen kan angst vise sig på forskellige måder. Nogle mennesker oplever socialangst, hvor de har svært ved at deltage i møder eller samarbejde med kolleger. Andre kan opleve præstationsangst, hvor de føler sig presset til at præstere og er bange for at fejle. Angst kan også påvirke beslutningstagning og forhindre én i at tage initiativ eller deltage aktivt i arbejdsopgaver.

Det er vigtigt at sige, at angst i udgangspunktet er en grundfølelse og en helt naturlig følelse, som har en positiv intention. Den vil nemlig sikre dig, at du kommer godt ud af en situation, tager højde for det, der kan gå galt o.l. Så angsten vil hjælpe dig, men den kan også være irrationel, ude af trit med virkeligheden og aktiveres, selvom der ikke er nogen fare på færde.



Der er al mulig god grund til at tage sig af sin angst – for at øge ens livskvalitet og få et friere og rigere liv. En effektiv måde at håndtere det på er ved at gå i individuel terapi. Der kan også gøres meget fra arbejdspladsens side ved fx at arbejde med psykologisk tryghed og et psykisk godt arbejdsmiljø, for at den enkelte medarbejder grundlæggende føler sig tryg i sin hverdag.

individuel terapi hos mig dykker vi ned i, hvad der udløser angst i nutid, og hvilke hændelser i fortiden der kan ligge til grund for, at man reagerer, som man gør. Alt sammen for at styrke dig i nuet og komme på den anden side af angsten.

Imposter Syndrome: Tvivlen på egne evner

Imposter Syndrome, eller bedragersyndrom, er en anden udfordring, der kan føre til mistrivsel på arbejdspladsen. Dette fænomen beskriver en tilstand, hvor man føler, at man ikke har gjort sig fortjent til sin succes eller position på arbejdspladsen. På trods af at man har opnået rigtig gode resultater, tvivler man på egne evner og frygter at blive afsløret som bedrager.

Det kan have ret store konsekvenser for den enkelte, fx at man undlader at tage udfordrende opgaver, undgår at deltage i diskussioner eller undlader at stille spørgsmål. Det kan hurtigt sætte en stopper for ens personlige vækst og brug af muligheder. Hvis du lider af Imposter Syndrome, så prøv at se dig selv udefra i en god kollegas sted og overvej, om det giver anledning til en mildere vurdering af dig selv og arbejd på at sætte bedre forventninger til dig selv.

Din unikke vej til bedre trivsel

For at håndtere stress, angst eller imposter syndrome på arbejdspladsen skal du først og fremmest se det i øjnene. Måske kan noget løses med enkelte greb, mens der skal et grundigere arbejde til ved andet. Uanset hvor du står, så spørg dig selv, hvad der kan være vigtigere end ens fysiske og mentale helbred og hvad det koster ikke at tage sig af. Er det din produktivitet, kreativitet og livskraft? Eller er det forholdet til din partner eller børn?

Læs mere om, hvordan du kan fremme din trivsel ved at håndtere dine følelser på jobbet – her.