Kategorier
Ikke kategoriseret

Håndter dine følelser på jobbet

Bedst som det kører for een på jobbet, kan der ske ét eller andet, og man står der og bliver overvældet af ens følelser. De kommer ikke altid på det mest belejlige tidspunkt. Men de er der. Også på jobbet. Så hvad gør du?

Rum følelsen

Uanset hvilken følelse du får, er det en rigtig god strategi at rumme følelsen og give dig tid til at være i den. Fornem, hvad den vil dig. Står du over for en stor præstation og har dårligt tid til at tage dig af den, kan du forsøge at sætte følelsen på hold, indtil du får tid og overskud igen. Men vær bevidst om, at det er vigtigt at tage dig af følelsen, når du får tid igen. For hvis du ikke gør det, vil den formentlig dukke op igen og måske larme endnu mere, indtil du lytter til den.

Dit følelsesmæssige kompas

Der er fire grundfølelser: Glæde, vrede, frygt/angst og sorg. Glæde kan være udtryk for, at man har opnået kærlighed, tilfredshed, sindsro o.l. Vrede kan være et signal om, at noget der er vigtigt for dig, er blevet overtrådt af andre eller af dig selv. Frygt/angst handler om, at du er bange for noget, mens sorg handler om at miste.

Andre følelser som fx skuffelse, frustration, håbløshed, fastlåsthed, skyld, skam, ensomhed og mange flere, kan siges at være afarter af de forskellige grundfølelser.

For at skabe et arbejdsliv med større trivsel vil det være vigtigt at tolke følelserne som signaler om dine behov, da alle følelser har et positivt formål. Så lyt godt efter ift., hvad de vil dig.

Strategier

Når de ubehagelige følelser kommer, handler det om at rumme dem og ikke undgå dem. Dernæst er det vigtigt at finde passende strategier for dem. Start med at finde ud af, hvad de vil dig, fx

  • Føler du vrede, kan du overveje, hvordan du passer bedre på dine grænser og det, der er vigtigt for dig.
  • Føler du nervøsitet, kan du forberede dig på at håndtere dem eller arbejde på at undgå eventuelle negative konsekvenser i en kommende situation.
  • Føler du dig fastlåst, kan du overveje, hvordan du finder en anden udvej, går væk fra de metoder, du har brugt indtil nu, og led efter andre måder at nå dine mål på.

En strategi kan også være at udtrykke følelserne, fordi det enten vil hjælpe dig med at få dækket de underliggende behov og/eller får du afløb for følelserne, så de fylder mindre. Men det er værd at overveje, hvordan du gør det. Der kan være måder at gøre det på, som er mere eller mindre hensigtsmæssige i forhold til den arbejdsplads, du befinder dig på, og den rolle du har. Så overvej, hvem, hvordan og hvornår tingene skal siges. Hvornår skal du holde igen og passe på dig selv, og hvornår er det hensigtsmæssigt at udvise tillid og fortrolighed og få tingene sagt højt?

Dyrk kilder til glæde

Derudover er det en god strategi løbende at tanke dig selv op og dyrke kilder til glæde og hvad der ellers bygger dig op. Og ikke kun hvad, der bygger dig op, men også hvilke mennesker i dit liv, som bygger dig op. Det giver dig en robusthed i forhold til de ubehagelige følelser, der pludseligt kan melde sig. For når du er tanket godt op, vil du lettere komme på den anden side af dem.

Det er vigtigt for mig at understrege, at samspillet mellem mennesker på en arbejdsplads er hyperkomplekst. Får du brug for at få, forfine eller udvikle en strategi, der passer til lige netop din situation, kunne psykoterapi eller rådgivning være en god løsning, og du er selvfølgelig meget velkommen til at tage kontakt.

Læs mere om mistrivsel på jobbet – her eller følelsesmæssig intelligens her.

(Kilde: Bl.a. “Lev med dine følelser” af Casper Åen)