Kategorier
Ikke kategoriseret

Skyldfølelser over fejl og hvordan du kommer dig

Den følelse kender jeg rigtig godt, fordi jeg også laver fejl, som det menneske jeg nu er. Og jeg har nogle grumme af slagsen med i rygsækken, som indimellem hjemsøger mig, men som jeg selvfølgelig ikke vil trætte dig med her… 🙂 Pointen er, at når jeg får skyldfølelsen, har jeg mest af alt lyst til at krybe ned i et musehul. Men efterhånden er jeg blevet bedre til at håndtere det. Og det vil jeg dele med dig her.

Når du er skyldig
Når du får følelsen af skyld, skal du starte med at undersøge, om du reelt set er skyldig. Og er du det, ja, så handler det om at sige undskyld, trække læring ud og så komme videre (overordnet-set, lettere-sagt-end-gjort og alt-det-der). 

Når andre har givet dig skylden uberettiget
Det kan også handle om, at andre uberettiget har givet dig skylden for noget. Og når det sker, ja, så skal den leveres tilbage. Enten ved at sige det direkte (det-dér-hverken-er-eller-har-været-mit-ansvar). Eller du kan gøre det inde i dig selv, hvis du ikke rigtig kan levere skylden tilbage. Hvis situationen ikke er til det.  

Og hvordan pokker leverer man skylden tilbage til en anden inde i sig selv? Jo, det gør du ved at forestille dig, at du giver den tilbage, fx kan du inde i dig selv sige: det-dér-hverken-er-eller-har-været-mit-ansvar og samtidig forestille dig at personen står over for dig. Giv dig god tid og dyrk forestillingen. Det vil virke på et ubevidst plan.

Plaget af skyldfølelser
Er du ofte hjemsøgt af skyldfølelser, uden at du rigtig kan sætte ord på, hvad det handler om, så har du muligvis brug for hjælp udefra til at slippe af med det. Ingen skal finde sig i at have det på den måde.

Få hjælp til din trivsel i arbejdslivet
Har du brug for hjælp til at styrke din trivsel i arbejdslivet, er du mere end velkommen til at booke mig, så du kan gå efter det arbejdsliv, du længes efter.