Kategorier
Ikke kategoriseret

Skjulte stressorer

Du har måske haft stress inde på livet flere gange i dit liv, og af én eller anden årsag er det svært at få greb om det. Måske kan du finde én af forklaringerne her.

Tidligere hændelser påvirker dig

Måske kan stressen forklares med tidligere hændelser og erfaringer i dit liv. Sidstnævnte tager sig ud som underliggende mønstre, der styrer dig på et mere eller mindre ubevidst plan. Hvordan du havde det med dine forældre og andre signifikante personer i din barndom, kan eksempelvis gå igen i din relation til chefen. Derfor er det vigtigt at få taget et kig på de her mønstre og få dem erstattet med nye og bedre mønstre. De gamle kan være dybt forankret i ens system. Så for at ændre dem kan det være gavnligt at genbesøge hændelser i barndom som en del af bearbejdelsesprocessen – for at finde nye veje i din her-og-nu-situation. Her vil psykoterapi være en rigtig god løsning.

Angst

En anden skjult stressårsag er angst i form af fx præstationsangst, angst for at fejle og få kritik, angst for at holde oplæg for andre o.l. Angst-følelsen er helt, helt normal og skal være der for at hjælpe dig. Men hver gang den udløses, får du en lille stressreaktion, og hvis der er mange af disse reaktioner, vil det akkumulere sig over tid og være en væsentlig faktor ift. udvikling af stress. Hvis angsten er let at udløse, kan det hænge sammen med eksemplet ovenfor vedr. påvirkning fra tidligere hændelser i ens liv. Læs mere om mistrivsel på arbejdspladsen her.

Psykisk arbejdsmiljø

Stressorerne kan naturligvis også komme fra det omgivende psykiske arbejdsmiljø. Der kan være tale om et helt åbenlyst dårligt psykisk arbejdsmiljø, men det kan også være af mere diffus karakter, hvor det er svært at få greb om, hvorfor det føles utrygt. Måske er der en ”påtaget hurra-stemning” på overfladen, mens der under overfladen er en ængstelighed. Der kan være tale om uklare forventninger, stikpiller kollegerne imellem, clash mellem egne og virksomhedens værdier o.l. I den grove ende kan det være chefer med psykopatiske og manipulative træk, der forsøger at få dig til at tvivle på egne opfattelser, erindringer og fornuft.

Min anbefaling vil klart være, at du flytter dig fra deciderede giftige miljøer, som nedbryder dig. Er der tale om dårligt psykisk arbejdsmiljø i den milde ende, hvor du stadig har en vis indflydelse på dit arbejde, kunne der være mulighed for at arbejde med det. 

Læs mere om, hvordan du kommer godt tilbage på job efter stress.

(Kilde: Bl.a. “Praktisk Stresscoaching” af Bjarne Toftegaard.)

2 kommentarer til “Skjulte stressorer”

[…] Når du ved, hvor du vil hen, kan du tage et lille skridt henimod det dag for dag. Spørge dig selv hver morgen, hvad du i dag kan gøre for at sandsynliggøre det. Skal du kommunikere og løse dine opgaver på en anden måde, træde ind i en ny identitet, undersøge hvordan du kan kompetenceudvikle dig, lave research på interessante virksomheder og andre typer af jobs, kortlægge netværk? Er energien ikke til det, så start med at give dig selv førstehjælp i form af pauser, efterspørg flere hjemmearbejdsdage til at få arbejdsro, hold møder i naturen, tag en walk-and-talk i andre omgivelser, eller hvad der nu er relevant for dig. Find også inspiration til at nedbringe stress i indlægget “Skjulte stressorer”. […]

[…] Der kan være stress forbundet med at have en hhv. høj såvel som lav status. For den høje status kan det være svært at finde balancen mellem demokratisk lighed og relevant autoritet, dvs. man kan nemt blive for hård eller gå i den anden grøft og blive utydelig. Begge dele giver udfordringer for omgivelserne. Samtidig kan højstatuspositionerne stresses af magtkampe, oprørstendenser og tårnhøje forventninger. Hvis man befinder sig i en lavstatusposition, kan man stresses af, at det er svært at beskytte sig mod at blive kostet rundt med, få frataget sine goder og blive underkendt. Og hvis man befinder sig i en mellemlederposition, kan man være udsat for begge typer af stress, dvs. stress der hører til både lavstatus- og højstatuspositioner. Læs mere om skjulte stressorer her. […]